Elverkvinden

opgave 1Hun stod der bare. Foran et billede af to fantasifostre, der elskede. Det blå og det røde flettede sig i billedet med det grønne som undertone. Der var ligesom lidt aftenstemning i billedet, lidt dystert, måske underjordisk nærmest.

Jeg var gået til fernisering hos en ven, der er gallerist. Egentlig interesserer malerkunst mig ikke, men når man nu er inviteret, så kan man jo lige så godt slå tiden ihjel her som dér. Kunst i det hele taget er for mig en kærlighed til en sandhed, der rummer  blot en illusion. Et fata morgana, et mirage. Jeg kendte ikke andre. Der var kunstnertyper med skæg og vildt hår, ældre kvinder, der stadig troede, at pagen var in, denne skolepigetype, der siden er blevet 70. Og så var der hende foran billedet. En kvinde, der strålede integritet, som ældedes med en ynde, der er få beskåret, der ikke klædte sig i hvad som helst, men kun købte kvalitet, havde sit tøj længe og forstod at mixe det, bidselsko, med øjne, der afslørede umiddelbarhed, følsomhed, varme, naturlighed, smil.  Fornemhed. Der forstod at tage ethvert lokale, hun trådte ind i, i besiddelse. Hun vendte sig om for at fortsætte turen rundt i galleriet. Jeg fulgte hende med øjnene. Kunne ikke få øjnene fra hende. Så ikke malerierne. De gik i ét med væggene.

”Hej, Asger.” Min ven tårnede brat op foran mig. Han fylder på alle måder meget. ”Tak, at du kom. Jeg synes, jeg denne gang har fået samlet nogle skilderier, der kan bære mange år frem. En generation kunstnere, direkte fra Kunstakademiets billedskole, der vil fylde i det danske kunstliv. Tjek dem ud og giv mig et praj, hvis du skulle være interesseret i at købe. Vi finder nok ud af en pris.” Jeg mumlede et eller andet ’tak og vi ses’. Ænsede ham næsten ikke. Søgte igen efter kvinden. Hun var væk. Et kort øjeblik troede jeg, hun havde forladt galleriet. Jeg gik hurtigt ind i et andet rum, endnu ét, hun var ikke til at finde. Skuffelsen var til at føle på. Mine bevægelser, hovedet hid og did, hænderne krampede ned ad siden. Mine tanker, mine følelser var oppe at køre.

Hvad sker der her, tænkte jeg. Jeg måtte væk. Kunne ikke koncentrere mig. Svedte. Gik mod udgangen. Åbnede døren og skulle til at gå ud. Min ven galleristen råbte: ”Hej Asger, Går du allerede, du skal da lige hilse på min mor”. Jeg sukkede. Lukkede døren til igen og vendte mig. Dér stod hun. Som en statue ved siden af min ven. Hun smilede og hilste. Præsenterede sig. Smilede igen. Jeg stod lidt forstenet. Vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Fik igen mumlet et eller andet ’Asger’ og nikkede. Hun kiggede på mig igen. Så hun mig, tænkte jeg. Hendes øjne havde mistet glans og farve. Hun vurderede mig, følte jeg, som var jeg et spejl for hendes fuldkommenhed, hun iagttog mig koldt som en slange før hug, vendte sig og fortsatte sin vandring i galleriet.

” Fandt du noget, du kunne lide,” spurgte min ven. ”Ja,” svarede jeg, ”jeg fandt ud af, at skønhed og henførelse virker som spejle. De kan som kunst bedrage. Sandheden og kærligheden er en gave og hver for sig en sjældenhed.”

Jeg forlod galleriet og gik.

Reklamer

Den ophøjede

opgave 3Der var en summen i luften. Middagsheden bidrog til dens symfoniske ophøjelse. Luften ligesom steg af jorden, som tågedug på en solbeskinnet sommermorgen. Bakken var præget af stor aktivitet. Det var lige sket. Det ingen troede muligt. ‘Jeg vil drage jer alle til mig’, havde det lydt fra den ophøjede. Forud var gået timer af suk og gråd og klage. En samklang af dyb melankoli og ophøjet lovprisning. En inerti af tristesse og jubel.

Nedenfor den ophøjede stod en soldat. Som en voksfigur, som en stivnet afbildning af noget tidligere varmt og levende, stod han bare dér. Hans øjne afslørede indre rådvildhed, uro. Det, der ikke var der, var der. Bag ham. Over ham. Under ham. Omkring ham. Han mærkede åndedraget. Pustende, rallende, hivende drag af ilt fra usynlige lunger. Som i en fosforiserende grøn flimrende dis.

‘Når jeg bliver ophøjet’, hørte han det sige. Alle havde set det ske. Alle havde fulgt levende med i optoget til stedet oppe på bakken. Alle havde set sårene fra torturen, rifterne fra tornekronen, som var blevet presset ned over hovedet, de umådelige lidelser på vejen, set naglerne blive hamret ind i hænder og ben, hørt den knasende genlyd i Kedrondalen af knogler, der splintredes. Og dog havde de intet set og intet hørt. ‘Jeg vil gemme mig i klippespalten og du skal gå forbi mig og jeg vil skjule mit ansigt for dig. Ser du mit ansigts stråleglans, da skal du visseligen dø’, lød det buldrende. Fra den ophøjede. Det, der ikke var, men dog var.

‘Så du mig ikke’, lød det. Soldaten fornemmede med det samme, hvad det mente. Han havde set noget, han ikke vidste, hvad var. Vinger som af ild, der steg ned og steg op. Måbende havde han været vidne til det, ingen andre havde set. Og han var styrtet bagover som slået af lynet. Havde set flammetungerne som i et sug sluge noget til sig. Den ophøjede. Det, der ikke længere var, men var.

Man sagde, at der var sket mærkelige ting rundt omkring. Et jordskælv havde ramt byen. Templet var brudt ned. ‘I har gjort min fars hus til en røverkule’, havde stemmen brølet ind over byen. ‘Jeg vil rive det ned og rejse det igen’. Og alle var flygtet over hals og hovede.

Undtagen denne soldat.

Han blev tilbage. Her stod han og kunne intet andet. Og lyttede til hver en lyd, der kom fra den ophøjede, det, der var, men dog ikke var. ‘I dine hænder befaler jeg min ånd’ havde han hørt det råbe. ‘Ske ikke min vilje, men din’. Og så var alt stille, dog hørtes den sagte ånden, denne ind-og udånden som af et såret dyr, der blot ønsker at mærke verden en sidste gang.

‘Tilgiv dem og giv dem til hinanden’ sagde, den ophøjede, det, der intet var, men dog var. Og rejste sig som en skygge som endog blændede solen. ‘Det er fuldbragt’, lød det ud af intetheden. ‘Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis’.

Soldaten vendte sig. Han så. Og han følte ingen frygt, ingen smerte, ingen sorg længere.

Ophøjelsen af det, der intet var, men dog var. Og følte nyt liv.

Taknemmelighed.

Efterslæb

12109312_10206792418625496_2407287264419333564_nToget skubbede sig langsomt frem gennem skoven. Der var meget stille, kun en svag brise i de falmende bøgetræers toppe og en susen fra Øresund og så naturligvis den lidt hvislende lyd fra togets hjul mod skinnerne. Rundt omkring sad folk og kiggede ud på det grønbrungule efterårssceneri. Solen stod ned gennem grenhanget og lyste skovbunden orange op. Oktober var startet smukt op. Varm og solrig, det, man kalder ‘indian summer’.

Tom og Freja glædede sig rigtig meget. Det var længe siden, de havde været op ad nordkysten fra Helsingør. Man kom ligesom ikke rigtig den vej med mindre man skulle på besøg eller havde sommerhus deroppe. Men det var altid hyggeligt at tage en tur med “grisen”, som toget lokalt hedder. De var inviteret op til Frejas mor og far, Tulle og Kristian. Ja, egentlig hed Tulle slet ikke Tulle, men Maria. Det navn rummede blot alt for mange minder fra hendes barndom og ungdom, forstod man på hende. Kristian havde altid kaldt hende Tulle, for det var sådan hun var, én, der tullede rundt i sin egen verden. Der var noget privat over Tulle, som Kristian så til gengæld supplerede på bedste vis med en åbenhed og glæde, som var mere end livsbekræftende.

Konduktøren kom forbi og bad om gyldig rejsehjemmel. Der var noget gammeldags, noget veterantog, over HHGB-banen, som toget til Gilleleje officielt hed. Hvad der vel i øvrigt var over dette nordsjællandske lidt gulnede ferieparadis med de gamle landliggere og små hyggelige byer og husmandssteder i det  frodige landskab ved Øresund. En tidslomme måske endda.

Toget sagtnede glidende farten. Raslede hen over skiftesporet ind mod Gilleleje station og stoppede. På perronen så der ud, som der altid havde set ud. Plantekummer langs kanten og bænke strøet op ad stationsbygningen, hvorpå navnet Gilleleje var printet med sort på hvid baggrund. Konduktøren stod på perronen og smilede venligt til passagererne, der ni var i færd med at forlade toget. Dette var endestationen.

Kristian og Tulle stod og ventede. Knus og kram veksledes. Velkommen og hej lød det rundt omkring. Der var en stemning af fest. Nu skulle det smukke efterår og nogle gode dage i frihed fejres. Der skulle spises og drikkes og snakkes og hviles ud.

Efter en god frokost i havestuen med udsigt over sundet, sad de nu i dagligstuen og hyggede sig med kaffe. Kristian havde fundet sin bedste cognac frem til sig selv og Tom. Tulle havde taget sit strikketøj frem og sad bøjet over sin strikkeopskrift og talte masker. Der var noget indestængt over hende. Hun havde ligesom ikke sagt noget under frokosten. Havde bare nikket til hvad der blev sagt. Kristian havde vanen tro været livlig og meget optaget af at høre nyt fra deres hverdag i København. Freja forsøgte at komme i snak med sin mor, men intet syntes at bide på hende. “Mor, forsøgte Freja, er der noget, der trykker dig?” Tulle rykkede lidt uroligt på stolen. Kristian kiggede op. Der var kommet noget uroligt i hans blik. Tom nippede til sin cognac. Den var ikke ueffen, afslørede hans løftede underlæbe, da han lod den glide ind på tungen. “Mor er bare lidt nede for tiden, Freja, det er hun altid sådan her ved efterårstide, husker du nok.” Freja rørte let ved sin mors hænder. Der var kommet noget febrilsk over dem. Som om hun kunne strikke sig fra sin tilstand. “Jamen, mor dog,” sagde Freja. Du har det jo ikke godt. Tulle lod strikketøjet glide ud af sine hænder og gik ud af stuen. Man kunne bagfra på hendes sitrende skuldre se, at hun græd.

Kristian rejste sig. Gik over til sit pibeskab. Han tog en kroget merskumspibe frem og stoppede rutineret tobak i den. Han stod lidt og trykkede forsigtigt tobakken ned i pibehovedet. Sukkede og satte sig ned igen. “Tom”, sagde han stille, “fortiden har det med at indhente enhver af os. Og Gilleleje har en både god og grum fortid. Her i byen gemte jøder sig i oktober 1943. Tyskerne havde indledt en razzia i hele Danmark for at indfange dem og sende dem til KZ-lejre østpå. Jøderne håbede at få hjælp fra gillelejerne og få skibslejlighed til friheden Sverige. De gemte sig bl.a. på kirkens loft.”

Kristian kiggede ned. Det var svært for ham at sige de næste ord, kunne Tom mærke. “Tulles far, fortsatte han, “var medlem af menighedsrådet, missionsmand og hvad værre var, han var også nazist. Og det var Tulles far, der angav jøderne den nat på kirkens loft. Det er netop i dag 70 år siden.” Kristian lænede sig mat tilbage. Tændte adstadigt sin pibe. Nu var det ligesom sagt.

Det, som altid havde været familiens efterslæb.

Minimize

imageDet er mørkt om natten i en ørken. Stjernerne lyser, månen låner skin. Men mørkt alligevel. Jeg skal pisse. Turen til grænsen mellem Kuwait og Irak har været lang. Humøret ikke så højt. ‘Hjemme igen’, som man sukkende blandt svendene udtrykker det at komme tilbage efter endt orlov. Hvor fanden pisser man i den her sandkasse? Der er ingen træer, intet skjult bildæk, ingen lygtepæl, man kan kaste sit vand på og en mand pisser altså ikke bare ud i intetheden, mind you.

Kommandobefalingsmanden er ved at briefe om turen til basen Jeg lytter med et halvt øre. Står og fumler med den samling reservedele, jeg kalder min pistol. Husk at have en patron i kammeret. Sikr jeres våben. Stig op.

Ind over grænsen. Vi passerer broen, som jeg aldrig har set i dagslys. Amerikanerne lusker omkring. Hilser på os. Irakerne dovent tilbagelænet i gamle stole op ad vagthusenes vægge. Deres ormificerede hunde driver savlende og magre rundt i lyset fra strålekasterne eller ligger snorkende i støvet.

40 grader celsius. Det er som at have en varm frakke på. Jeg falder hen med hovedet hvilende på brystet, mens vi hoppende og dansende køres ind i krigen.

Hej, far. Ungerne flokkes omkring mig. Jeg har stadig min lortebrune uniform på. Er lidt ør i hovedet efter rejsen. Først alt rodet i Kuwait med paksæk og poser. Sikkerhedstjek, hvor små brune arabere med sorte øjne skulende iagttager én som om man er amerikani. Ja, ja, kammerat, du skulle bare vide, hvor meget vi elsker jer arabere, hvor I end bor. Smilets by, Al Harta, hvor alle vore drenge bliver skudt eller mister lemmer på grund af jeres skide uoverensstemmelser. Jeg smiler til ham. Får intet tilbage. 8 timers venten. Sidder og snakker med svendene. Spiser lidt. Sover lidt.  Vi flyver. Lufthansa. Man skulle tro, de lavede fly til pygmæer. Læner hovedet i ryggen på ham foran for bare at kunne være der. Frankfurt. Store forhold. Bus mig her og bus mig der. Hovedbygningen. Transfer.  Sikkerhedstjek igen. Stripper foran et par gustne tyskere med for store mustacher. De er sgu ligeglade, men skal lige vise de der danskere. Op i flyveren. Kastrup. Danskere. Flag og hurra. Bare ikke til os. Vi har bare været i krig – for Danmark. For helvede da, hvor sker der ingenting her. Løber gennem gangene. Møder hende. Hende, jeg har savnet så længe. En lille tåre. Varm i ansigtet. Jeg skulle have været her hele tiden. Hvorfor …?

Hej far. De passer på ikke at presse mig. De taler om deres eget liv. Hvad der sker. Dejligt. Jeg er der bare og er der ikke. Jeg er stadig på Shayba. Jeg er stadig blandt svendene. Stadig med den der sure stank af gammel sæbe foran messen. Stadig lidt støv i hår og næse. Kommer jeg nogensinde hjem igen …?

Welcome home, lyder det søvnigt fra vagten i lejren. Vi har kørt i halvanden time. Jeg strækker mig, er øm allevegne, mit hovede føles et kort øjeblik, som om det er skilt fra resten af kroppen. Strækker det langsomt bagover. Projektørerne guider os igennem hovedvagten. Store tankspærringer og betonvægge lagt på kryds og tværs. Vi har et kvarters køretur endnu.

Jeg hopper ned. Finder mine stumper. Tager afsked med de andre. Finder min fab. Døren knirker. Satans osse. Der er sandet og støvet indenfor. Hvorfor fanden lånte jeg den ud? Jeg skifter sengetøj. Går op i kantinen. Finder noget madolie. Smører hængslerne. Det virker, når det ikke knirker, lortet. Klæder mig af, går i seng. Mærker intet. Sover.

KAZUM -DUM – DUM … KAZUM-DUM-DUM. Jeg springer ud af sengen. Hvor helvede er alt nu henne. Hvor er min shelterpose henne. Der løbes på ristene udenfor. Jeg flår døren op og løber i samme retning som de andre. Sirenerne hyler, også den store ovre i hovedlejren. Vi vælter nærmest ind i shelteret. De var faneme tæt på, hører jeg en af svendene sige. Vi står  i vort lysebrune militærundertøj. Lamperne i de lavtloftede containere lyser svagt blinkende. Hoveder dukker op og forsvinder. Der tælles. Navne råbes op. Ja … Her … På vagt … På infirmeriet, lyder de spredte svar.

Holdt kæft, hvor man føler sig lille. Jeg havde helt glemt, hvor voldsomt det er. Hvor tæt de rammer på fab-gaderne. Hvor tæt man er på at blive blæst væk.

Alarmen blæses af. Jeg går tilbage. Vil ringe hjem. Går til internetcaféen. Lukket, står der. Minimize. Jo, tak, velkommen hjem.

Retræte


opgave 3

imageHun havde haft brug for at komme væk. Langt væk. Længere væk end alle sine bekymrede tanker. Intet, absolut intet, havde kunnet indhente hende her. Rejsen havde gjort hende godt. Kilometer efter kilometer havde hendes indre fjernet sig fra det, der tyngede hende. Frisk luft i krop og sjæl. Foråret havde smilet hende i møde, luften mildnet hendes trængte sjæl. Hun glædede sig til igen at blive sig selv. Glad. Ubekymret. Fri.

Hun var alene. Havde været det længe nu. Trukket sig ind i sig selv. Sad bare dér. Vegeterede som en blomst i bladsvøb. Udenfor spillede naturen i al sin brogede mangfoldighed sin harmoniske symfoni. Gav hende ro. Fred.

En rose. Alle hendes tanker, hendes indre syn, kredsede om en rose. Dybt rød. Med fyldigt hoved. Lang, med kraftige torne. Lyset blandede sig og gav den et skær af noget uvirkeligt. Noget sart. Sårbart. Som kunne den frossent flage ud i alle sine smukke kronblade ved den mindste berøring. En lille dråbe, en tåre, spillede i lyset, blændede hende og løb ned ad stænglen. Hun græd.

Tro, håb, kærlighed.

Ordene poppede op foran hende. Troen, der knytter sig til det utrolige, måske, en ny fremtid. Det ville hun så inderligt. Herfra. Videre. Hvorfor ville troen ikke hende? Hvorfor er rosen mere udtryk for tæring og lidelse end længsel og kærlighed? Hvorfor kan håbet ikke finde næring i troen.

Rummet snævrede sig ind om hende. Hun mærkede kulden fra de kolde klostervægge. Følte næsten livet fjerne sig fra hende. Rykkede sig uroligt bort fra væggen, hun havde set ind i. Angsten gav hende at vende sig om. Kigge tilbage. Et lille vindue, en glugge, gav lidt lys at trænge ind udefra. Hun anstrengte sig for at kigge ud af det. Hendes bøjede hovede løftede sig og tog imod. Indtryk. Var der noget derude, der talte til hende. Der ville hende. Hende, til trods for alt, hvad verden måtte vide om hende. Kaldte hende ud. Ud af sit selvvalgte indelukke.

Hun knugede inde i sig selv hånden om rosen. Mærkede tornen i kødet. Smerten. Forladtheden. Var det sådan, at ligegyldigt hvad hun gjorde var det hendes vilkår at have det sådan? Eller var det bare det, hun havde valgt? Begrænsningen, skylden og skammen, fortiden? Det, hun søgte væk fra? Hvor var håbet så? Var der noget håb? En udvej. Hun så ud. Det hun så, overraskede hende. Verden åbnede sig for hende. Hun så ligesom det hele. Evigheden. Som gennem et nøglehul. Ny. Ubrugt. Kunne hun blive som ny igen. Kunne alt det, der havde begrænset hende, dog bare forsvinde. Det ville hun. Var det det, der knytter rosens torne og krone sammen. Håb, trods alt. En ny fortid. En ren tavle.

Hun åbnede øjnene. Murene omkring hende. Tykke, mørke, fugtige. Glughullet med den dybe, skæve indfatning. Der var helt stille. Umærkeligt videde rummet sig ud. Hun følte en trang til at rejse sig. Bevæge sig. Noget trak i hende. Bragte hende i ny balance. Ville hende ligesom. Gav hende at smile. At længes. At ville igen.

Hun gik hen til døren. Tog i dørhåndtaget. Trykkede det ned. Døren gik op.

 

Hun løb ud.

 

 

 

Første gang

opgave 1

“Du er Kristus, den levende Guds søn”. Jeg hører ordene. De dunker, runger ligesom bag mine tindinger, som lyden fra naglerne, der hamres  i håndfladerne på den mand, der ligger spændt på korset ved siden af mig. Og det er mig, der siger dem. Overrumplende. Hvad får mig dog til at sige sådan noget højtravent noget? Det er jo bare en mand, en forbryder, ligesom mig selv. Jeg kigger til siden. Dér står en soldat, dér en anden af bøddelknægtene. De synes bare at passe deres arbejde. Rutine. Hverdag. Han skal fæstne mig til mit kors. Det, jeg skal dø på. Jeg lukker mine øjne. Mærker bødlen nærme sig mig. Føler hans ånde over mir ansigt og naglen i min håndflade og skriger.

“Der er en første gang for alt, min dreng. Det første spring ned fra en stol, den første skoledag, den første slåskamp i skolegården, den første kæreste, det første kys.” Jeg kigger hen på min søn med en alvorstung mine, jeg dog ikke kan holde ret længe. “Og så er det slut? Kan du spørge.” Jeg smiler afvæbnende til ham. Han kigger blot tomt op, som om han egentlig er ligeglad. Nu skal den gamle spille filosofisk igen. “Føler du dig nu genial,” kan jeg høre ham sige. Han har længe haft den unges lidt distancerede holdning til den gamle generation. Forsøger i alt hvad han gør at krænge sig ud af barndommens puppe og piler som en lemming det uundgåelige, som livet dødsforagtende er, i møde. Han skulle bare vide. Det er det, jeg indtrængende prøver at fortælle ham her på hans store dag. “Spring ud, prøv det hele af, lev, som var det livet om. Du får det ikke tilbage.” Og han kigger bare. Smiler lidt. Ved godt, at det skal jeg som forælder sige. Han ved bedre og vil mere end de to gamle har fået det til.

Et dejligt forår havde det været. Med solskin og fuglefløjt, med mange gode vandringer med ham Jesus, tømrersønnen fra Nazareth. Jo, jo, han sagde og gjorde mange mærkelige ting rundt om i Palæstina. Han sagde, at han skulle dø og opstå. Det forstod hans venner ikke et kvidder af. At han kunne helbrede folk, få lamme til at gå, døve til at høre, stumme til at tale, ja, døde til at blive levende igen, det var lidt skræmmende. Men folk glædede sig ved ham, så op til ham. Og man var noget, når man var sammen med ham.

Nu var det slut. Nu lå han dér i sølet af blod og lort fra mange henrettelser oppe på Hovedskalstedet lige bagved Gehenna, byens gamle losseplads sammen med to andre forbrydere. Blodig og forslået efter en lang nats tortur. Snart ville hver en sene, hver en muskel, hver en celle i hans krop skrige efter smertelindring og han ville ingen få. Heroppe med den bedste udsigt over det Jerusalem, han havde grædt over, skulle hans inderste længsel blive at dø så hurtigt som muligt. Tilgiv dem, sagde han, thi de ved ikke, hvad de gør. “Du er Kristus, den levende Guds søn,” hørte han som i en rød, varm tåge et menneske ved siden af sig mumle. Han kiggede op og så ind i et ansigt, der vidste. Om sig selv og om ham. Og hans ansigt lyste op som i en bekræftelse. “I dag skal du være med mig i Paradisets have.”

Dér på græsplænen løb min elskede søn med alle sine venner. Sorgløs. Uden bekymring. Ung og uskyldig. Og sugede foråret og alt det nye ind. Ung, snart voksen. Som en levende bekræftelse på endnu at have de fleste af livets førstegangsoplevelser til gode.

 

Rodnet

Det havde været en kold morgen. Gusen fra et vindblæst hav drev op over markerne og gjorde jorden gråhvid. Mørkeblåt trak himlen sig over landskabet. Buske og træer hældte sig i læ væk fra den fejende kølige dis.

Hans stod i sit værksted. Han havde været ude denne morgen for at grave en busk op. En lille buxbom med en kraftig trærod. Et godt udgangspunkt for en bonsai. Et godt trevlet, stort rodnet, en tre-fire fyldige stammer som basis med et flot topskud og et vidt forgrenet bladhang.

Bonsai havde optaget en stor del af hans liv. Denne nærmest meditative beskæftigelse med levende materiale. Ikke for at spise eller dyrke, men for at skabe, fordybe sig i, rumme noget større end sig selv èn miniature. At give plads for det store i det små. De fine, skarpe sakse, knive, tænger, kobbertrådene, det fine bast, den lille fejekost. Æstetik, sanselighed, skønhed i én favnende bevægelse.

Ikke at hans liv i øvrigt forløb sådan. Han var netop kommet over et længere sygdomsforløb, der havde tæret på hans kræfter. Fysisk havde han længe været bundet til sin seng og psykisk havde angsten for døden eller i bedste fald udsigten til aldrig at komme ovenpå igen stækket ham i en grad, der gjorde ham urimelig for sine nærmeste. Gitte havde gjort sit til at gøre det lettere for ham, men han havde bittert utilfreds afvist alle forsøg på at lindre hans smerter. Og nu  hadede han sig selv for det, dog uden endnu at få sagt det til hende.

Denne døde stamme … Hans betragtede en del af busken, som ligesom trak opmærksomheden væk fra topskuddet og den del af busken, som skulle være bonsaiens centrum. Den store tang greb sine kæber om stammen. Skulle han klippe den af eller lade den være. Måske live dens rådnende trevl lidt op med farve. Det plejede at virke godt sammen med det friske, sunde træ og det grønne bladhang. Han lod tangen gøre sit arbejde. Snittede, flænsede lidt træ og bark af. Det skulle ligne noget flænset, flået, flækket noget. Såret, arret, trevlet.

Minderne fik atter tag i ham. Tankerne, der havde jaget ham i søvnen, i rusen efter medicinen. Hvad havde han sagt, mens han lå dér på intensiv. Noget grimt, noget utérligt, noget underbevidst. Denne nådesløse liggen-hen i en dødlignende tilstand og så blikkene bagefter, der tydeligt røbede, at noget var sket, intet var som før, alt var forandret. Var det sygdommen, der havde gjort det, eller noget, han havde sagt eller bare noget, han troede.

Han brændte lidt på den døde gren. Den blev sortrandet brun. Stak op som et brædt fra et sodsværtet hus. Med lugt  af gassen fra flammen og af dødt træ. Han tog noget bast. Pakkede en anden gren ind. Viklede kobbertråd kunstfærdigt og forsigtig om grenen og trak den blidt ned i en flad bue. Gjorde den fast til noget rodnet. Drejede planten og så den fra alle sider. Nu skulle de sunde grene trimmes, blade, der hang nedad klippes af, så kun det, der vendte opad, stod tilbage.

Han ville tale med Gitte. Tale om alt det, der var kommet imellem dem. Måske bede om tilgivelse for alt det, han havde budt hende trods al hendes kærlighed og omsorg. Alt det, som måske, ja, helt sikkert, havde gjort hende ked af det. En ny start.

Hans betragtede sit arbejde. Den ville blive smuk, denne bonsai, tænkte han. Måske om 5 år, når han ville arbejde på den igen. Så havde den nok fået en ny gren her, en anden gren dér, en masse blade, der hang til alle sider og fyldte alle hans tanker med den ud. Dog uden at fjerne skelettet, rodnettet, stammerne, grenene, det væsentlige ved bonsaien. Nu skulle den bare vænne sig til sin nye tilstand, blive større og sundere og fyldigere. Og det på trods af at den aldrig havde været mindre. Så ville den komme i en lille skål, få beskåret rodnettet og tro, den stadig var en busk på marken med et stort rodnet, nogle kraftige stammer og et vidt forgrenet bladhang.

Endnu en bonsai, en stedsegrøn af slagsen, skulle pryde Hans’ terrasse, når vinteren snart dækkede markerne og vandet grødet slog snekrystaller op på den kolde strand og himlens skyer veg for det ugjorte og det usagte.

Et helt andet liv!